Det sædvanlige store smil afløses af salte tårer i øjenkrogen, da Ines vil dele ud af sin egen overflod. Foto: TV3
Underholdning
Derfor græder Hollywood-Ines
Ines Garcia Romero tager en tårevædet afsked med sin gamle garderobe
torsdag 27.5.10
- Af Maria Vejen Jung
Danske Hollywoodfruer
TV3 følger i alt fire danskfødte kvinder bosiddende i de finere kvarterer i Los Angeles, Californien.
Ines Garcia Romero arbejder som ”bodydouble” (standin, red.) for især Nicole Kidman og Gwyneth Paltrow i store Hollywood-film.
Kirsten Prosser har egen butik og firma, hvor hun styler kun de allerrigeste kvinder.
Lisa Aybike Kir laver fortsat lidt modelarbejde for at fordrive tiden.
Simone Levin er egentlig jurist, men forsøger at slå igennem som model og skuespiller.
Alle lever de sammen med en amerikansk mand med tegnebogen i orden – undtagen Simone Levin som er fraskilt fra sin eks-mand.
I denne uges afsnit fælder Ines Garcia Romero et par salte tårer over sin egen gode gerning. Den danske Hollywood-frue har besluttet at rydde ud i sin bugnende garderobe. Hendes kasserede designertøj skal til Frelsens Hær, så de kan give det videre til hjemløse familier.
Men noget af dette tøj har Ines faktisk selv fået af barmhjertige samaritanere, da hun pludselig for fire år siden kun havde det tøj, hun en søndag formiddag havde taget på til en gudstjeneste. Og disse minder bringer stadig tårerne frem hos Ines.
- I 2006 udbrød der ildebrand i min lejlighed, og jeg mistede alt, selv mine to katte, jeg havde dengang, brændte. Jeg havde intet. Intet tøj, ingen briller. Jeg havde ikke en gang en tandbørste. Det hele var væk bagefter. Det var en søndag, hvor jeg var i kirke med min ekskæreste. Da vi kom tilbage efter kun to timer, var alt brændt, fortæller Ines til tjekTV.
Dengang spreder nyheden sig åbenbart som ringe i vandet, efter Ines for god ordens skyld har informeret sin daværende chef i et modelbureau om sin fortvivlende situation. Hurtigt begynder selv modelkolleger, som Ines slet ikke kender personligt, at sende hende aflagt tøj samt andre gaver og små, opmuntrende hilsner.
Hjælpsomme Hollywood-kolleger
Men den mest barmhjertige af alle Ines’ samaritanere skulle vise sig også at være den største stjerne, nemlig selveste skuespillerinden Rebecca Romijn alias Alexa Meade fra Zulu-serien ”Ugly Betty”.
- Dagen efter branden skulle jeg møde klokken syv om morgen i filmstudiet, hvor jeg var fast bodydouble for skuespillerinden Rebecca Romijn på TV-serien ”Pepper Dennis”. Jeg var selvfølgelig stadig helt slået ud, så jeg græd og fortalte alle, hvad der var sket. At jeg havde mistet alt, og at mine to katte var brændt inde. Rebecca havde selv to hunde, så hun kunne virkelig forstå, hvordan jeg havde det, og begyndte ligefrem at græde sammen med mig.
Og der er faktisk ingen grænser for, hvad den fælles dyreelsker og kollega, Rebecca Romijn, tilbyder at hjælpe Ines med. Hun vil sågar lade hende flytte ind, hvis Ines manger logi. Men det eneste, Ines drister sig til at bede om, er, hvis Rebecca Romijn måske har lidt gammelt, aflagt tøj. De to er jo trods alt præcis samme størrelse.
- Da vi var færdige med den dags optagelser klokken syv om aftenen, tog Rebecca Romijn mig i hånden og med over til hendes trailer. Herinde stod to, kæmpe store kasser fyldt med helt nyt tøj for 4000 dollar fra mærket Juicy Couture. Bukser, jeans, bluser, t-shirt, jakker; alt! Hun havde simpelthen haft sendt sin assistent ud for at købe hele den sæsons kollektion til mig; mens vi arbejdede. Det vil jeg aldrig glemme hende for. Hun er simpelthen det sødeste menneske, jeg har mødt.
Giver videre
Rebecca Romijn er dog langt den eneste kollega i filmstudiet, som hjælper danske Ines. Seriens producere giver gavekort til møbler og ting til hjemmet, garderobeafdelingen donerer sko og undertøj; mens frisørerne og makeupartisterne sørger for at forsyne Ines med blandt andet shampoo og makeup.
- Min bil var proppet med gaver i en hel uge, når jeg kørte fra studierne. Og derfor har jeg lige siden givet mit aflagte tøj til Frelsens Hær. Det er rigtigt vigtigt for mig. Jeg ved, hvor meget det betyder at få, når man intet har, fortæller Ines til tjekTV.
Se en bevæget Ines gøre en god gerning i et i øvrigt ganske morsomt afsnit af ”Danske Hollywoodfruer” i aften torsdag på TV3 kl. 20.00