Deni Jordan måtte maskeres i "Go' aften danmark", så deltagerne i efterårets "Robinson Ekspeditionen" ikke skulle genkende ham (foto: TV 2).
Underholdning
Robinson-stuntmanden maskeret på TV 2
Stuntmanden Deni Jordan var tvunget til at være forklædt under interview i ”Go’ aften Danmark”
mandag 10.5.10
- Af Maria Vejen Jung
Deni Jordan
Siden 1985 har Deni Jordan udført stunts, og i 1989 blev han professionel stuntmand.
Sammen med Martin Spang Olsen grundlagde Deni Jordan Den Danske Stuntskole i 1995.
To år senere grundlagde Denni Jordan også Scandinavian Stunt Group sammen med blandt andre David Owe.
Nok ved Deni Jordan, hvordan han skal håndtere et slagsmål, men han kan også skal tale sig fra en ubehagelig situation på flere forskellige sprog. – Ud over dansk taler han også engelsk, bulgarsk, fransk og tysk samt en del svensk og spansk.
I kampsportsdisciplinerne Taekwon-do og Kung Fu har Deni Jordan opnået et sort bælte; men han har også haft titlen som danmarksmester i freestyle dans, ligesom han har danset ballet.
Det var en sandhed med modifikationer, TV-seerne blev spist af med, da Michèle Bellaiche begrundede en gæsts pudseløjerlige udseende i ”Go ’aften Danmark” tirsdag den 4. maj med følgende forklaring:
- Grunden til, at du er sådan en yngre udgave af Burt Reynolds, det er selvfølgelig, fordi du lige kommer fra en rolle, og du skal videre til optagelser.
Gæsten var stuntmanden Deni Jordan, og han var inviteret i studiet, fordi han netop som den allerførste dansker nogensinde er blevet nomineret til et Taurus-pris; stunt- og actiongenrens pendant til Oscar-statuetten. Og hele interviewet med Michèle Bellaiche i TV 2’s ”Go aften Danmark” gennemførte Deni Jordan bag gylden tonede solbriller og med et stift pålimet, orange overskæg, der alt andet end matchede hans pjuskede hår med grå stænk.
Deni Jordan skulle faktisk videre på optagelser. Han var bare ikke maskeret til en rolle. Tværtimod var han forklædt i ”Go’ aften Danmark”, så han ikke ville blive genkendt.
TjekTV kan her afslører, at Deni Jordan var en af de to stuntmænd, som var hyret til at indlede et slagsmål under til allerførste optagelser af ”Robinson Ekspeditionen” denne weekend i det malaysiske øhav.
De to skulle møde op i lufthavnen sidste uge og lade som om, at de blot var to helt almindelige deltagere blandt de mange, nye medvirkede i årets ekspedition. Præcis lige som skuespilleren Gerard Bidstrup sidste år udgave sig for at være den morderiske deltager Anders. – Derfor var Deni Jordan nødt til at være forklædt i ”Go’ aften Danmark” af frygt for, at Robinson-deltagerne skulle genkende ham.
Som tjekTV allerede har skrevet om, fingerede Deni Jordan sammen med sin stuntmakker under optagelserne til den traditionsrige landstigning denne weekend et voldsomt slagsmål. Men så snart der var komme ro på gemytter igen, afslørede ekspeditionsleder Jakob Kjeldbjerg dog hurtigt, at de to var stuntmænd og hyret til netop dette slagsmål. Deni Jordan har derfor allerede forladt Robinson-optagelserne igen efter veludført arbejde.
På lørdag den 15. maj finder Deni Jordan ud af, om Hollywood også synes, at han er så dygtig, at han tildeles Taurus-prisen i kategorien ”Best Action in a foreign picture” for sin rolle som stuntmand- og koordinator i det britiske udgave af Wallander-krimien ”Firewall”.
”Robinson Ekspeditionen 2010” vises i begyndelsen af efteråret på TV3