Schlecks kamp mod Contador trak flest seere i uge 29. Foto: Getty Images
Ugens seertal
TV 2 løb med seerne
TV 2 sendte 18 af de 20 mest sete programmer i sidste uge
mandag 26.7.10
- Af Peter Sinding
Der må sidde nogle meget tilfredse programplanlæggere på kvægtorvet i dag. Seertallene for uge 29 viser at flest danskere valgte at se TV 2, når de tændte for fjernsynet. Imponerende 18 ud af 20 programmer på ugens top20 liste er blevet sendt ud i æteren fra kanalen med adresse i Odense.
Det er især de afgørende etaper i årets Tour de France, som har fået folk til at tænde for kassen. Ni ud af 20 programmer på listen er enten etaper eller studieprogrammer fra Touren, og ugens absolut mest sete program blev TV 2’s studieprogram efter den opslidende kongeetape på Tourmalet, hvor Andy Schleck og Alberto Contador kæmpede om sejren mand mod mand.
TV 2 vandt ugens seertalskamp over konkurrenten DR, som først dukker op på en syvendeplads på ugens top20 over de mest sete programmer med Sommervejret. Listen viser dog tydeligt, at mange valgte fjernsynet fra i sidste uge. Muligvis for selv at være ude i det fine vejr. I hvert fald kunne ingen programmer snige sig over en million seere. Endda langt fra. Det mest sete program kunne kun trække 7,36 millioner til.
TV 2’s kriminalprogram, Station 2, havde som sædvanligt mange seere, hvilket gav det en 2. og 3. plads på ugens liste skarpt efterfulgt af portrættet af Kandis Johnny, som er at finde på 4. pladsen.