Serier
Ny sæson af Lykke: "Fodslæbende umorsom"
Det er bestemt ikke pæne ord, anmelderne har til overs for søndagens sæsonpremiere på TV-serien Lykke
mandag 23.1.12
- Af Anne Romanelli. Foto: DR
TV-anmelderne har ikke ligefrem ondt i kæberne af at grine efter søndagens sæsonpremiere på DR’s ellers så populære komedieserie Lykke.
I Politiken giver Henrik Palle således kun to ud af seks hjerter med følgende begrundelse:
-'Lykke' lider først og fremmest af det for en komedieserie ret alvorlige problem, at den kun glimtvis er morsom og da ikke en engang virkelig skæg, blot tø-hø spøjs. Og det er ikke tilstrækkeligt, når afsnittene varer en stiv klokketime og vralter af sted med samme hastighed og elegance som overbebyrdede pakæsler på vej op ad en bjergside.
Jyllands-Postens Henrik Lyding er rørende enig og giver også blot to ud af seks stjerner:
-’Lykke’s figurgalleri og plot hører jo principielt til i afdelingen for farcering, der kræver en helt anderledes rap afvikling i stedet for denne ulideligt fodslæbende stil. Og så er handlingen simpelthen bare ikke sjov nok.
Samme antal stjerner giver Berlingskes Jakob Steen Olsen:
- Indtil videre er der ikke meget, der overbeviser om, at Lykke ikke havde været bedre tjent med at være en mindre langstrakt vittighed.
I BT er tonen anderledes begejstret, og karakteren fire ud af seks stjerner:
-Den (Lykke, red.) kom fra start med veloplagthed og højt humør, skriver anmelderen og roser især Paprika Steen i rollen som Lykkes mor.
Se sæsonpremieren på Lykke her