Hvis han ikke lige var på optagelser i Sydafrika, ville Peter Ingemann selv have set denne tirsdag aftens genudsendelse af "Hammerslag i Sverige" (foto: DR).
Kendte
Hammerslag-værten: Jeg ser altid mig selv i TV
Peter Ingemann er selv blandt de mange trofaste TV-seere til sit eget DR1-program ”Hammerslag”
tirsdag 11.5.10
- Af Maria Vejen Jung
Hammerslag
Da de første ”Hammerslag” rullede over skærmen tilbage i 1991, handlede programmerne ikke kun om hushandler, men primært om antikviteter.
Først fra den 9. maj 1994 klokken 20.30 blev ”Hammerslag” til udelukkende en boligquiz.
Den 16 år gamle boligquiz ”Hammerslag” er dansk TV’s længst kørende underholdningsprogram.
DR1 har nu solgt programformatet ”Hammerslag” til både Norge og Sverige, hvor henholdsvis TV-stationerne NRK og TV4+ vil lave deres egne versioner.
Jobbet som vært i boligprogrammet ”Hammerslag” overtog Peter Ingemann som 31-årig for seks år siden efter Frode Munksgaard.
Sideløbende med ”Hammerslag” har Peter Ingemann også været vært i programmet ”Guld og grønne skov”, lige som han tidligere har været i ”Rene ord for pengene” og sammen med Camilla Ottesen i ”S.O.S. – jeg har gjort det selv”.
Det er så sikkert som amen i kirken, at TV-seerne altid flokkes foran fladskærmen, når DR1 viser ”Hammerslag”. Også selv om det kun er en genudsendelse, som det er tilfældet lige for tiden. Selv værten Peter Ingemann er trofast ”Hammerslag”-seer.
- Jeg ser altid mine egne programmer; også genudsendelserne. Så jeg da også ”Hammerslag på Mallorca” i tirsdags. Jeg ser det gerne sammen med min kone og nogen gange også vores ældste datter på 10 år. Vores yngste datter gider ikke rigtig, og hun sover også gerne på det tidspunkt, fortæller Peter Ingemann til tjekTV.
Men selv om Peter Ingemann altså også selv ser ”Hammerslag” hjemme i familiens skød, så er det ikke ensbetydende med, at han bare læner sig tilbage og lade sig underholde.
- Jeg ser altid programmet som efterkritik. Selv om jeg sidder sammen med familien, så studerer jeg min timing i programmet. Er der et godt nok flow, får jeg sagt det rigtige på de rigtige tidspunkter og så videre. Et er at stå i det selv, noget helt andet er altså at se det på skærmen. Det er altid noget helt andet. Og jeg lægger altid mærke til noget nyt.
Og apropos nyt, så kan alle ”Hammerslag”-seere allerede nu se frem til flere nu afsnit af det populære program. Dog ikke helt så mange som sidste år.
- Vi viste første seks nye afsnit af ”Hammerslag” her i det tidligere forår. Og lige nu genudsendes fem af de tidligere. Men efter sommerferien har vi 12 helt nye afsnit klar til skærmen, som vi optager her i uge 23 og 25. I år laver vi altså kun 18 afsnit mod 22 sidste år. Vi har været nødt til at drosle lidt ned i år, for jeg skal også have tid til at lave mit nye program.
Som tjekTV tidligere har skrevet, arbejder Peter Ingeman nu også på et helt nyt underholdningsprogram.
- Men jeg holder stadig meget af "Hammerslag", og dette her skal ikke ses som et tegn på, at der ikke bliver mere "Hammerslag" .Jeg nyder at lave "Hammerslag". Men jeg sidder jo stort set alene med programmet. Og det er derfor, vi har måttet drosle lidt ned på antallet af afsnit i år. Det er kun, når vi er ude på optagelser, at vi er et stort hold, så er vi med mæglerne hele 14 mand. Det er selvfølgelig mig, en redaktør og en produktionsleder samt otte teknikker. Vi er nødt til at være så mange, for vi skal jo gøre alt klart, inden vi filmer, hvor vi optager alt i one take. Så når vi snubler over dørtrinet eller kommer med en plat vits, jamen, så kommer det altså med, forklarer Peter Ingemann til tjekTV
Dermed kan ”Hammerslag”-fans ånde lette op. Det kommer også fremover meget mere med Peter Ingemann på DR1; også mere ”Hammerslag” med eller uden små kiks.
”Hammerslag” – DR1 hver tirsdag kl. 20.00