Selv om hun er stjerne i den banebrydende realityserie The Hills, gider Audrina Patridge ikke selv se den slags. Foto: Getty Images
Det vil jeg se!
Realitystjernen: Jeg elsker The Tudors
Audrina Patridge fra MTV’s reality-hit The Hills foretrækker selv et godt, historisk drama
mandag 23.8.10
- Af Maria Vejen Jung
Audrina Patridge
Audrina Patridge er den eneste fra The Hills, der har været med i samtlige afsnit af det seks sæsoner lange realitydrama.
I foråret fejrede Audrina Patridge sin 25 års fødselsdag.
Sideløbende med sit job som sig selv i MTV’s realitydrama The Hills har Audrina Patridge også forsøgt at skabe sig en karriere som skuespiller. Sidste år stod hun således på rollelisten som Megan i biograffilmen Sorority Row, ligesom hun medvirkede som Kelsey i videofilmen Into the Blue 2: The Reef.
For nyligt har Audrina Patridge også spillet en dommer i en TV-talentkonkurrence i den kommende videofilm Honey 2, der sendes på markedet næste år.
Søndag var Audrina Patridge tilbage på de danske TV-skærme, da MTV havde sæsonpremiere på den uigenkaldeligt sidste omgang af realitydramaet The Hills. Da tjekTV havde fornøjelsen af at møde Audrina Patridge ved en afskedsfest, spurgte vi naturligvis realitystjernen om hendes egne TV-favoritter.
Hvad ser du selv i TV?
- Jeg elsker først og fremmest The Tudors om Henrik VIII (vises på danske DR2, red.). Men derudover elsker jeg også serier som Dexter og Gossip Girl. Uh, og så er jeg bare vild med Californication.
LÆS OGSÅ: REALITYSTJERNEN: NU VIL JEG HAVE MIN HELT EGEN SERIE
Hvad gider du ikke se i TV?
- Jeg er ikke rigtig til reality-TV. Eksempelvis ser jeg slet ikke sådan noget som Jersey Shore. Det burde jeg sikkert, men det gør jeg altså ikke.
Hvordan ser du TV?
- Jeg er meget sjældent hjemme, så jeg optager meget med min TiVo-harddisk. Og så har jeg også Apple TV, så typisk downloader jeg gerne hele serier, og så begynder jeg ellers bare fra en ende af og ser en hel serie på en gang. Jeg har faktisk lige downloadet Mad Men, så det er den næste serie, jeg vil fordybe mig i. Jeg er virkelig en serie-pige.
LÆS OGSÅ: FINALE UDEN STJERNERNE
Hvilket TV-show eller –serie ville du gerne medvirke i?
- Jeg elsker jo The Tudors, fordi jeg elsker historiske dramaer. Og kostumerne er jo bare så fantastiske. Jeg er historienørd. Jeg elsker historie, så da jeg for nyligt kom til London for første gang, var jeg vildt begejstret, fordi jeg fik mulighed for selv at se alle historiske steder og bygninger. Jeg ville elske at rejse verden rundt og dermed også rejse tilbage i historien. Derfor ville jeg også elske selv at være med i en serie som The Tudors.
Hvem er dit forbillede på TV?
- Jeg elsker Jennifer Aniston. Hun virker til at være ret ned på jorden. Hun var også min yndling i Venner. Jeg har desværre aldrig mødt hende. Men måske en dag.
Se Audrina Patridge i de sidste afsnit af The Hills hver søndag klokken 18.00 på MTV