Mikkel Beha Erichsen er mest trofast foran skærmen, når farmand er i fjernsynet. Foto: All Over
Det vil jeg se!
Mikkel Beha: Jeg er en rimelig dårlig TV-kigger
TV 2-værten husker dog at tænde for TV’et, når hans egen far er på skærmen
mandag 12.7.10
- Af Maria Vejen Jung
Mikkel Beha Erichsen
TV-jobbet er næsten kommet ind med modermælken, da han er søn af den tidligere TV 2-redaktør Marianne Kjær og forfatter Troels Kløvedal, der netop nu er aktuel med serien Flådens historie på DR1.
Lige som sin mor har Mikkel Beha Erichsen også selv en overgang haft job som TV 2-redaktør, da han var underholdningsredaktør på kanalen.
Mikkel Beha Erichsen har stort set arbejdet lige så meget bag kameraet, som han har haft værtsjob, både på DR, Tv2, Tv3 og på Discovery Channel som serieproducer.
I 2008 overtog Mikkel Beha Erichsen Hans Pilgaards job på TV 2’s Go’ aften Danmark, og dette forår har han ligeledes fungeret som barselsvikar i Go’ morgen Danmark for Morten Resen.
Efter sommeren fortsætter Mikkel Beha Erichsen som fast morgenvært, mens Cecilie Frøkjær begynder som vært i Go’ aften Danmark.
Det er så som så med sommerferie for Mikkel Beha Erichsen, der i stedet bruger sommeren på at være vært i TV 2’s nye morgenshow Go’ sommer Danmark. Og den sparsomme fritid bliver ikke brugt på ret meget TV. Der er dog visse programmer, som kan få TV-værten til selv at sætte sig indenfor foran fjerneren. Også når solen skinner.
Hvad ser du i TV?
- Jeg ser jo af gode grunde ikke så meget Go’sommer Danmark. I det hele taget ser jeg ikke så meget fjernsyn om sommeren. Jeg ser i hvert fald væsentligt mere om vinteren. Men det hænger også sammen med, at jeg bor på min båd om sommeren. Vi har godt nok et lille fjernsyn sat op dernede, men det er ikke et, der sådan bliver tændt. Kun hvis der lige er noget, vi SKAL se. Og nu er vi jo en søglad familie, så vi ser naturligvis Flådens historie på DR1. Det synes vi selvfølgelig, er det allerbedste TV her i sommersæsonen, fortæller Mikkel Beha Erichsen tjekTV.
LÆS OGSÅ: TINA NIKOLAISEN ER VILD MED SVENSKE POLITIMÆND
Hvordan ser du TV?
- Jeg var ikke nogen flittig TV-kigger. Faktisk er jeg rimelig dårlig, men jeg har da et par svagheder, især for amerikanske TV-serier. Vi har et fjernsyn ved fodenden af sengen, og der kan jeg altså godt zappe mig igennem en tre-fire forskellige serier. Jeg skal bare lige have set fem minutter af hver og så videre til den næste. Min helt store svaghed er Californiacation, men jeg kan også godt lide de endnu plattere serier, som Kongen af Queens og Dharma & Greg. Det er jo fantastisk. Min kone synes til gengæld, at jeg er helt håbløs, når hun kommer ind i soveværelset, og jeg ser serier. Hun spørger altid, om vi ikke skal se noget ordentligt, og jeg svarer hver gang, nej nej, det er skide godt.
Hvad gider du ikke se i TV?
- Jeg har aldrig set så meget som et sekund af en Tour de France-etape. Jeg kunne simpelthen ikke drømme om en dansk juli-sommerdag at gå ind og tænde fjernsynet for at se andre cykle i fire timer. Alligevel er det lykkedes mig at gennemføre indtil flere interview om Tour de France. Jeg ser heller aldrig Paradise Hotel. Det er nu ikke så meget af princip, og normalt kan jeg også godt lide at holde mig lidt opdateret på, hvad der vises i TV. Men det er simpelthen ikke i mine tanker, at jeg skal slå over på TV3 hver aften klokken 22 for at se det.
LÆS OGSÅ: MORGENVÆRTEN: JEG GIDER IKKE SE PARADISE HOTEL
Hvad ville du ønske, du kunne se?
- Jeg savner mandeprogrammer. Jeg synes, der er rigtigt meget for kvinder, så vi mangler noget til mænd. Noget der er farligt, men ikke reality. Sådan noget med dem, der springer ud fra de højeste bro, dykker de dybeste steder. Og ja, det var helt klart noget, jeg meget gerne selv ville være med i, for jeg kan godt lide farlige mandeting, betror Mikkel Beha Erichsen tjekTV.
Se Mikkel Beha Erichsen alle hverdagsmorgener hele sommeren i TV 2’s Go’ sommer Danmark