Benedicte Balling har lavet masser af Vild med dans, men hun vil også gerne selv være med i konkurrence. Foto: All Over
Det vil jeg se!
Morgenværten: Jeg gider ikke se Paradise Hotel
I stedet drømmer Benedicte Balling om selv at komme med i Vild med dans
mandag 28.6.10
- Af Maria Vejen Jung
Benedicte Balling
Hun har aldrig lavet radio før, til gengæld debuterede Benedicte Balling som børnenes TV-vært i TV 2’s Go’ morgen Danmark tilbage i 1999.
Senere rykkede Benedicte op i de voksnes række, da hun begyndte at lave reportager fra diverse premiere og mere arbejdede bag kameraet på Go’ morgen Danmark.
Sidste stoppede Benedicte Balling på Go’ morgen Danmark og arbejdede i stedet efterfølgende på produktionerne bag programmer som TV 2’s Den store klassefest og Vild med dans.
Tidligere har Benedicte Balling også gennem to sæsoner været værtinde på Vild med dans’ efterprogram Rundt på gulvet, ligesom hun var foran kameraet i Scenen var din og Charlieauktion.dk.
Som almindelig deltager har Benedicte Balling også medvirket i TV-shows som Stjerne for en aften, Zulu Djævleræs og Varm på is.
Hun er til TV lige fra morgenstunden. Og nu efter sommerferien begynder Benedicte Balling selv igen som morgenfrisk værtinde i Kanal 5 og The Voices fælles TV/radio-show, Vågn op! Så skal hun vænne sig til at slukke TV'et om aftenen og gå tidligt i seng. Men der er i hvert fald et sent TV-program, Benedicte Balling ikke kommer til at savne.
- Helt ærligt, så gider jeg sgu ikke at se Paradise Hotel, for jeg kan ikke lade være med at sidde og tænke på deres familie. Jeg synes, det er så synd for familierne til deltagerne. Jeg håber godt nok ikke, at jeg en dag får en datter, som vil være med. Det er virkelig alt for grænseoverskridende TV for mig, fortæller Benedicte Balling til tjekTV.
LÆS OGSÅ: MORGENVÆRT: JEG ER ET B-MENNESKE
Paradise Hotel er altså hverken et program, som Benedicte Balling har lyst til at se endsige selv medvirke i. Hun har dog ud over sine tidligere TV-job både foran og bag kameraet også selv medvirket som deltager i en række forskellige realitykonkurrencer. Nemlig DR1’s Stjerne for en aften, Zulu Djævleræs og TV 2’s Varm på is.
- Jeg har jo været ret heldig med det, jeg allerede selv har været med i som deltager. Men jeg gad virkelig godt selv at være med i Vild med dans i stedet for bare at arbejde på programmet. Men det skal jeg nok ikke lige regne med.
Det er næsten lige før, at Benedicte Balling laver meget mere TV, end hun selv når at se hjemme i sofaen.
LÆS OGSÅ: UNDERHOLDNINGS-VÆRTEN ER NYHEDSJUNKIE
- Jeg ser faktisk ikke så meget TV mere. Efter jeg også er blevet selvstændig med mit eget firma, Balling Communication, så sidder jeg næste altid i stedet med min computer. Derfor kan jeg godt lide at se serier, som man ikke behøver at følge så nøje med i. Jeg kan rigtigt godt lide Greys hvide verden og The Mentalist. Og så er jeg vild med alle de forskellige CSI-serier. Men sådan noget som engelske krimier, det er faktisk ikke noget, jeg får set.
Der er dog visse TV-programmer, der hver dag og på klokkeslæt får Benedicte Balling til at tænde for TV’et.
- Jeg skal bare se 19-Nyhederne hver aften. Jeg ser også meget TV 2 News, der tit bare kører i baggrunden. Men jeg ser til gengæld ikke så meget fodbold. Jeg følger da lidt med og heppede på de danske drenge, men det er det.
LÆS OGSÅ: TV-BARONESSEN: SER IKKE TV
Og så er der en ting til, som ville kunne få Benedicte Balling til at slukke computeren og droppe at komme i seng til ordentlig tid for at se.
- Det irriterer mig lidt, at jeg aldrig fik set Husk lige tandbørsten. Det er altid et program, som alle taler om, hvor sjovt det var. Så jeg kunne godt tænke mig, det blev genudsendt, så jeg selv kan se, om det virkelig var så sjovt, som alle siger, fortæller Benedicte Balling til tjekTV.