Anders W. Berthelsen er mystisk og Trine Dyrholm er dejlig i Dansen. Foto: TV 2
Søndagens bedste TV
Dans med Dyrholm og atletikkens stjerner
Det lysner for TV-seere, der er trætte af genudsendelser. I aften er der både filmpremiere, seriepremiere og sæsonpremiere på programmet
lørdag 31.7.10
- Af Mette Katrine Clausen
Dagens TV
Premiere: Dansen
TV 2 kl. 21.00
Atletik: EM
DR 2 kl. 19.30
Sæsonpremiere: Top Gear
TV3+ kl. 21.00
Seriepremiere: McBride
DR 1 kl. 21.15
Trine Dyrholm overstråler alt og alle i Dansen, som har dansk TV-premiere i aften. Dejlige Dyrholm spiller Annika, der hjælper sin mor med at drive en danseskole. En dag bliver Annika forelsket i den mystiske Lasse. Han spilles af en gammel kending fra Dyrholms Taxa-tid, nemlig Anders W. Berthelsen.
På DR 2 er der afdansningsbal for Europas fremmeste atletikudøvere, men inden der bliver lukket og slukket for transmissionen fra EM i Barcelona, er der nogle aldeles forrygende finaler at se frem til. Bl.a. kvindernes højdespring, hvor den 193 cm. høje kroat Blanka Vlasic er storfavorit.
Det hører til sjældenhederne, at Jeremy Clarkson, James May og Richard Hammond kaster sig over dans i Top Gear. Til gengæld går de aldrig af vejen for et godt væddeløb, og det er nøjagtig, hvad de giver dig i aftenens sæsonpremiere. De skal se, hvem der hurtigst tilbagelægger vejen fra London til Edinburgh. Clarkson skal tilbagelægge turen i tog, Hammond på motorcykel og May i Jaguar.
Om DR 1’s nye søndagskrimi byder på dans er usikkert, men den skulle efter sigende høre til i kategorien ’humoristisk detektivserie’, og det lyder da ikke helt skidt. John Larroquette spiller hovedrollen som McBride, der er både advokat og opdager. Første afsnit byder på liget af en smuk ung kvinde, der levede et sindrigt dobbeltliv.