Helena Christensen blev for alvor et kendt ansigt efter hendes optræden i Chris Isaaks video. Se hvordan det skete i aften. Foto: AOP
Dagens Bedste TV
Halvnøgen Helena og bidske bæster
Dødbringende hajer og en afklædt supermodel er i fjernsynets godtepose denne lørdag aften
lørdag 31.7.10
- Af Peter Sinding
Lørdagens bedste TV
Svenske Hollywoodfruer 2
TV3 klokken 20.00
Moderne klassikere: Wicked Game - Chris Isaak
DR 2 klokken 21.40
Dødens Gab 3
TV3 klokken 23.10
Dødens Gab 4
TV3 klokken 01.10
Deep Blue Sea
TV3+ klokken 22.00
Hvem husker ikke en af halvfemsernes ABSOLUT bedste musikvideoer, hvor en ung Helena Christensen i sort/hvid og meget lidt tøj slængte sig på en strand til tonerne af Chris Isaaks sang Wicked Game.
I aften kan du komme med bag kulisserne og se, hvordan sangen og ikke mindst videoen blev til, når DR2 blænder op for endnu en omgang Moderne Klassikere. Hør historien om hittet, ingen kunne høre var et hit. En historie fyldt med tilfældigheder, der starter da filminstruktør David Lynch forelsker sig i sangen og bruger den i "Wild at heart". Mød Chris Isaak i hans hus i San Francisco, hvor sangen blev skrevet i 1989. Se sangerens surfboards og hør Isaak spille sangen, der ændrede hans liv.
Når du er færdig med at se Helena slænge sig på stranden, så kan du fortsætte en tur ud i havet og få dig et godt gys. På TV3 og TV3+ har de nemlig helliget hele lørdag aften til dødbringende hajer, når de viser Dødens Gab 3 og 4 på TV3 og Deep Blue Sea på TV3+. På den ene eller anden måde går hajerne amok i en blodrus og angriber.
De svenske hollywoodfruer fortsætter deres vilde livsstil på TV3 klokken 20. I aften skal Lena og Päivi arrangere en Barbie-fest for deres venner. Det bliver en festlig aften med drinks og afklædte, mandlige bartendere, der virkelig forstår at servicere gæsterne til festen. Suzanne Saperstein fortæller om, hvordan det er bo i et kæmpehus på 4200 kvadratmeter sammen med sin 15 år yngre kæreste.